Skast Kirke


Skads Kirke

Intro

Skast Kirke er en romansk kirke fra omkring 1200. Den er opført i granitkvadre og udvidet i tufsten.

Kirken

Skads Sogn, der blev udskilt fra Jerne Sogn i 1974, nævnes første gang i 1299, og Skast Kirke nævnes i Ribe Oldemoder i midten af 1300´erne. Kirken er som Jerne Kirke viet til Sankt Martin. Skast Kirke er en romansk kirke, og de ældste afsnit er opført omkring 1200 i granitkvadre. Kirken er kort efter opførelsen blevet udvidet mod vest i tufsten og koret udvidet omkring 1250 ligeledes i tufsten. I senmiddelalderen kom et tårn og et våbenhus til i munkesten. Våbenhuset Skast blev nedrevet under ombygningen i 1891-1892. Tårnet havde indtil 1891 ingen nedre forbindelse til kirken. Kirken har med sikkerhed siden 1600´erne været tækket med bly.

Kirkerum
Kirken har oprindeligt haft træloft, men fik ribbehvælvinger omkring 1500-1520 af den såkaldte Lijlemesters værksted.

Oprindeligt havde kirken tre vinduer i koret og seks i skibet, tre på hver langside. I forbindelse med udvidelsen fik koret et ekstra vindue på hver langside, så koret fik fem vinduer. Det samme gjaldt skibet, der så rummede otte vinduer, fire på hver langside. I dag har skibet tre vinduer på hver langside og koret to vinduer på hver langside. Tårnrummet, der efter 1891 også rummer indgangen, har et vindue.

Skibets nord og syddør er i dag blændet, og indgangen til kirken er i tårnet. I 1891 genåbnede man præstedøren og lavede den nuværende indgang til tårnrummet.
Den rummer kalkmalerier og sten med udhuggede billeder. Kirkerummet domineres af renæssanceinventar med en prædikestol fra 1586-1587, altertavle fra 1620 og alterstager fra renæssancen, 1600-1650. Døbefonden er romansk, og der er rester af en senkatolsk altertavle. Orglet er P. Bruhn & Søn fra 1978.

Billedkvadre
Skats Kirke rummer flere romanske billedkvadre. Et i korets østgavl har udhugget en springende hjort. En kvader i skibets vestgavl er udstyret med to streger. En sokkelkvader i korets nordside har et lille kors udhugget.

I 1896 befandt sig en søjlekapitæl i granit på kirkens loft med ukendt funktion. Den har fire udhuggede hoveder og et aftrappet hul på undersiden. Den befinder sig nu på Esbjerg Museum.

Kalkmalerier
Kirkens fem hvælvefag er udsmykket af kalkmalerier fra den såkaldte Liljemesters hånd fra omkring 1500-1520. De blev opdaget 1888 af Hector Estrup og undersøgt af Magnus-Petsersen samme år. De blev ikke afdækket, da man fandt dem udført med skødesløshed og mangel på omhu. De blev siden afdækket i 1930 af Ole Søndergård, der udsmykkede det østre hvælv med sin frie fortolkning af Liljemesterens værk.

Dekorationerne er velkendte for Liljemesteren med rødt treblad i hver kappe, der er samlet i en ring og omgivet af en sort pyramide. Liljerne gentages i den øverste spids af hver kappe, hvor liljerne tilsammen danner en stor roset. Ribber og buer er smykket af et mønster i rødt og sort.
I 1985 fandt man rester af et maleri fra 1800´ernes begyndelse, der blev overhvidtet få år efter 1884.

Altertavle
Altertavlen i Skast Kirke er fra 1620 og opsat på foranledning af kirkeværgerne Niels Lauridsen Sadderup og Jep Sørensen Solbjerg, der begge er blevet portrætteret på altertavlens storvinger. Den er udført af en vestjysk snedker, der også har udført prædikestolens himmel, og består af postament, tredelt storstykke, todelt attika og topstykke. Storvingerne bærer navnene på kirkeværgerne, attikavingerne rummer relieffer af David og Goliath til venstre og Samson og løven til højre, skåret efter forlæg fra Christian III`s bibel. Topvingerne har ørne og flankeres af to hermer.
Malerierne på altertavlen er fra 1930 af Ole Søndergaard i olie på lærred. I storfeltet i midten ses Korsfæstelsen med Julenat til venstre og Opstandelsen til højre. I attikaen ses Den barmhjertige Samaritaner til venstre og Den fortabte søns Hjemkomst til højre. I topfeltet ses den gode hyrde.
Der er et sæt ældre malerier på felternes gamle egepanel fra omkring 1754. Disse billeder var Nadveren, Jesu Dåb, Bønnen i Getsemane, Korsfæstelsen, Opstandelsen og Himmelfarten. De befinder sig nu på Esbjerg Museum. Altertavlen blev snedkermæssigt restaureret i 1985.

Nådestolsgruppe
Der er bevaret en nådestolsgruppe fra en senkatolsk altertavle fra omkring 1500, hvor det synes at have været hovedmotivet. Der er kun bevaret lidt af tronsædet, og venstre del af Gud Fader, der sidder og holder en verdenskugle. Den er nu på Esbjerg Museum.

Alterstager
Alterstagerne i Skast Kirke er fra omkring 1600-1650 og er skænket af Jørgen Bruun og Johanne Bundesen i forbindelse med deres erhvervelse af kirken i 1749. De er 33 cm. høje og søjleformede. Der er graveret givernes spejlmonogram og årstallet 1749.

Døbefond
Døbefonden i Skast Kirke er romansk, glatkummet fond hugget i rødlig granit. Den er 87 cm. høj og måler 69 cm. i diameter. Den står i dag midt i koret oven på en gravsten.

Prædikestol
Skast Kirkes prædikestol er fra 1586-87 og er opsat på foranledning af kirkeværgerne Jens i Solbjerg og Laurits i Sadderup. Den er et ungrenæssancearbejde, der består af seks arkadefag. Malerierne er formodentlig fra 1754 og forestiller fra opgangen Sankt Mattæus med bog uden engel, Sankt Marcus med opslået bog og løvehoved, Sankt Lukas med okse ved fødderne, Sankt Johannes, der er skægløs med en ørn, Kristus som Salvator Mundi, verdens frelser og til sidst Sankt Paulus, der støtter sig til et spinkelt svær.

Prædikestolen er opsat i skibets sydøsthjørne, der hviler på en støtte, der er et genanvendt stykke skibstømmer fra 1600´erne. I 1618 blev der tilføjet en himmel på foranledning af kirkeværgen Niels Lauridsen. Den blev fremstillet af samme snedker, som har lavet altertavlen.

Stolestader
Stolestaderne er i deres kerne fra 1737, men bænkene blev fornyet i 1966. Den grå bemaling på brun bund er fra 1966, men går tilbage til 1907.

Orgel
Skast Kirkes orgel er fra 1978 og bygget af P. Bruhn & Søn. Det har ni stemmer, to manualer og pedal.

Klokke og klokketårn
Skast Kirkes tårn er opført af munkesten på et enkelt granitskifte og stammer fra omkring 1500. Siden 1851 har det rummet kirkens indgang.

Klokken er fra 1907, støbt af B. Löw & Søn, København, og er en omstøbning af en klokke fra 1702, der var støbt af Claus Asmussen i Husum på foranledning af kirkeejeren, borgmesteren i Ribe Christoffer Carstensen. Den havde indskriften: ”Gloria in exelsis Deo. Claus Asmvssen me fecit Hvsvm Anno 1702”, ”Ære være Gud i det høje. Claus Asmussen gjorde mig i Husum 1702.” På slagringen stod: ”Tenk Hierte ved hvert Slag Gvd tvsind Tak at yde, som dig sit Ord oc Fred lod ved sin salvid nyde./ Fred gode Frederick oc ønsk Gvd ver hans Ven som mig lod gyde ny. Christoffer Carstensen.”
Ved klokkeskatten i 1528 afleverede kirken en klokke.

Gravminder
Mindetavler i Skast Kirke:
Der er to mindetavler i Skast Kirke. Den første fra omkring 1759 er sat over Iurgen Bruun til Korgsgaard, der var kgl. Majestæts justitsråd og amtsforvalter over Riberhuus Amt og hans kone Iohanne Bundesen og børn. Den er udført i marmor af Bastian Andresen Slesvigs stenhuggerværksted i Tjæreborg og måler 141 x 104 cm.

Den anden mindetavle fra omkring 1790 er opsat af Johan Ludvig Bruun til Krogsgård over Lambert Hansen og Maren Mortens Datter. Det er et udsædvanligt minde, der er sat af herremanden over sin fæstebonde. Mindetavlen er i grå kalksten og måler 143 x 93 cm. Den er formodentligt udført af Frands Bastiansen fra Tjæreborg.

Gravsten i Skast Kirke:
Der er en gravsten fra omkring 1710-20 af ulæselig, lysegrå kalksten. Den måler 177 x 123 cm og er placeret i kirkens gulv under døbefonden. Desuden er der en sten fra omkring 1743, sat over den ugifte Hans Christensen. Den er af grå kalksten og måler 180 x 119 cm med en noget plump og ubehjælpsom ornamentik. Den står nu i nordvæggen i tårnet.

Præstetavle
Fra reformationen til nu:
15? Palle ?
1569-1590 Jørgen Pallesen, Jerne
1590-1592 Hans Jørgensen, Jerne
1592-1637 Palle Jørgensen, Jerne
1637-1653 Hans Jensen, Hersleb
1654-1659 Jørgen Olufsen, Alslev
1659-1672 Bent Jacobsen, Varde
1672-1700 Hans Pedersen Bartsker
1701-1747 Magister Marturin C. Castensen
1748-1789 Johanns T. Bøtcher
1789-1826 Niels Bønnelykke
1827-1835 Søren Sandet Hjort
1835-1858 Gabriel Koch
1858-1880 Michael R. Gjørup Assens
1880-1890 Axel Gudmund Kemp
1890-1899 Jens Andersen
1899-1909 Ludvig J. K. Ingerslev
1909-1916 Jens Jensen Hammer
1917-1936 Viggo Hansen
1928-1942 Jens N. J. Madsen
1937-1946 H. K. Westphal Hansen
1943-1968 Jens Thøger Gregersen
1946-1966 Kristian Rasmussen Kiel
1967-1973 Niels Bruun
1968-1974 Kristen Kjærgaard Hou
1969-1974 Henning Kruse
1974-1984 Hans Erik Madsen
1985-1994 Jens Kvist
1994- Finn Ryneld

Kilder: Danmarks Kirker udgivet af Nationalmuseet, Ribe Amt ved Ebbe Nyborg og Niels Jørgen Poulsen under medvirken af Ulla Kjær, Herning 1988-1991, side 1881 ff., Præstetavle i Skast Kirke.