Stenkjærgård


Stenkjærgård ca. 1910. Niels Peder Eskildsen med familie. Fotograf ukendt.

Intro

Gl. Lifstrupvej 53. Matr. 7a Lifstrup, Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune. Gården blev oprettet 1814 ved udparcelleringen af Enggård i Lifstrup. Parcellen til ejendommen var på 1 tdr. 2 skp 1 fdk 1½ alb hartkorn.

Gården

I 1844 var gården vurderet til 1 tdr 3 skp 1 fdk 1 ¾ alb hartkorn.

Grundlæggeren af ejendommen i 1814 var Jens Therkildsen fra Jerne. Han var gift med Abelone Nielsdatter, født i Tjæreborg. De havde forinden købet af nærværende jordlod været bosat i Jerne. De lod bygningerne opføre omkring samme tid som købet af jorden. Abelone Nielsdatter døde 1828, hvorefter Jens Therkildsen flyttede fra sognet. Han blev senere tømrer på Krogsgård.

I 1829 blev gården overtaget af Mikkel Knudsen og hustru Else Olesdatter fra Vrenderup i Fåborg sogn. Gården blev herefter en slægtsgård mange generationer frem. Deres datter Abelone Kirstine Mikkelsdatter blev 1843 gift med Eskild Pedersen fra Vostrup i Lønborg sogn, som overtog gården samtidig. Eskild Pedersens hustru døde 1882.
I 1883 blev gården overtaget af sønnen Niels Peder Eskildsen. Han blev 1893 gift med Beathe Marie Holm fra Øse sogn. Omkring giftermålstidspunktet blev nyt stuehus opført. Det var på det tidspunkt lidt af en seværdighed, da det var sognets første hus med naturskifertag.
Deres søn Hans Peder Eskildsen blev 1928 gift med Ingeborg Camilla Skov fra Øse sogn og overtog gården samme år. Han døde dog allerede 1931.

Enken Ingeborg drev gården videre med bestyrer. Denne bestyrer blev ret hurtigt Laurids Larsen, en søn af Peder Larsen på Øluf Mølle. De blev senere gift. Da sønnen Niels Peder Eskildsen blev gift i 1953 med Metha Nielsen fra Årre, overtog de Stenkjærgård. Ingeborg og Laurids Larsen udstykkede da 17 tdr. l. af gårdens jord, lagde dette til et hus ved hovedvejen og flyttede derhen.

Metha og Niels Peder Eskildsen drev gården til 1977, hvorefter de flyttede til et hus andetsteds i Lifstrup. I 1977 overtog sønnen Søren Christian Eskildsen gården. Han blev gift med Dagny Christensen fra Tarm i 1987. Ligesom faderen var Søren Christian handelsmand. Han døde 1999. Efter hans død solgte enken gården samme år.

1999 Ann og Réné Skinnerup.

2001 Nuværende ejer Hans Frandsen.

2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel sognearkiv www.vnsa.dk
"Vester Nebel sogn 1664 - 1990" Henning Jørgensen 1991