Stokbrovej 22 i Vester Nebel sogn


Stokbrovej 22 ca. 1920 - 35. Maren H. Henriksen med pige. Fotograf ukendt. Vester Nebel Sognearkiv.

Intro

Stokbrovej 22. Matr. 2f Hygum, Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune. Denne ejendoms 25 tdr. l. jord blev udstykket 1911 fra Hygum Nørregård, og 1914 blev bygninger opført på parcellen. Stuehuset er fra 1914. Stalden er opført efter brand 1997.

Gården

Grundlæggeren af gården var Niels Peder Haahr Henriksen fra Enggård i Nebel. Han fik parcellen udstykket 1911 fra sin svigerfars, Jens G. Tobiasen, gård, Hygum Nørregård, og lod bygninger opføre 1914. 1915 flyttede han og familien herover i forbindelse med deres salg af Enggård i Nebel. Familien drev denne ejendom, sideløbende med at Haahr Henriksen var hjemmeslagter. Han døde 1946.

1946 afstod enken Maren Henriksen ejendommen til sønnen Thomas Haahr Henriksen. Thomas Haahr Henriksen var som barn blevet ramt af børnelammelse og var derfor invalid. Han var ugift.

1951 bortforpagtede han for 5 år gården til sin søster og svoger Cecilie og Ejnar Mathiasen. De havde selv bortforpagtet deres ejendom, Ny Lifstrupvej 29 i Lifstrup.

1956 blev ejendommen overtaget af sidstnævntes datter og svigersøn Mary og Peder Pedersen. De var blevet gift året før og havde derefter været bosat i Esbjerg (Peder Pedersen var fra Agerbæk).

1985 flyttede Mary og Peder Pedersen til Vester Nebel og afstod ejendommen til datteren Inga Pedersen og Jens Ole Seested (nuværende ejere), som blev gift 1987. Jens Ole Seested stammer fra Rousthøje i Grimstrup sogn.

2010 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognerkiv www.vnsa.dk
"Vester Nebel Sogn 1664 - 1990" Henning Jørgensen, 1991