Superfos Kemi


Superfos Kemi A/S ved Strandgade, 1950'erne. På det store produktionsanlæg fremstilledes asfalt, tjære, glasuld, kemikalier og tagpap.


Tankanlæg og oplagsplads for Superfos Kemi A/S, 1950'erne.

Intro

Anlagt på Vejle Havns nordside i 1929 af Dansk Svovlsyre- og Superphosfat-Fabrik, fra 1971 Superfos, der ejede virksomheden til årtusindskiftet. Herefter overtaget af først HCI Nordic og siden Brenntag.

Industri

I slutningen af 1920’erne opførte Aktieselskabet for Kemisk Industri, et datterselskab af Dansk Svovlsyre- og Superphosfat-Fabrik - fra 1971 Superfos Kemi - en fabrik på Vejle Havns nordside tæt på gasværket. Der blev i starten hovedsageligt produceret vej- og tagtjære, men gennem årene skete der både udbygninger og ændringer af produktionen.

Tjæreproduktionen ophørte i 1960’erne og asfaltfremstillingen i begyndelsen af 1970’erne. Der blev herefter satset på natronlud og i en periode også glasuld og forskellige kemikalier. I 1993 overtog virksomheden den nedlagte PC PLast fabrik på Ibæk Strandvej. Der blev i slutningen af 1990’erne investeret 16 mio. kr. i udvidelser - bl.a. en 3.000 m2 lagerhal. 75 medarbejdere stod for produktionen af sprinklervæske, blomstergødning, rengøringsmidler m. m. Efter årtusindskiftet blev Superfos Kemi overtaget af HCI Nordic, der allerede samme år blev opkøbt af Brenntag, en virksomhed med 8.500 ansatte, der igen er en del af Stinnes Logistics med 45.000 medarbejdere.