Vindinge Kirke


Et kig ind i Vindinge Kirke.


Ved Vindinge Kirke.

Intro

Kirken ligger markant midt i landsbyen på en bakkekam, der fra nord skyder sig ud i en af Vindinge ås mange bugtninger. I sydvest tangeres bakken af den gamle landevej, der tidligere forbandt Nyborg og Faaborg.

Bygningen

Nord for kirken ligger en af de få relativt velbevarede, middelalderlige kirkelader, hvori kirken opbevarede sit tiendekorn. Ladebygningen er opført omkring 1500, dvs. i middelalderens slutning. Tiende, datidens kirkeskat, indførtes kort efter år 1100 og betaltes i naturalier, hyppigst korn.

Hovedparten af de østfynske kirker stammer for de ældste bygningsdeles vedkommende fra de 100 år mellem ca. 1150 og ca. 1250, således som det også er tilfældet med kirkerne i det øvrige Danmark. Vindinge Kirke er en klar undtagelse herfra, idet kirkens grundstamme er en fornem teglstenskirke fra midten af 1300-årene. Den er udformet som en langhuskirke, dvs. at den i alt fem hvælvtag lange bygning har kor og skib af samme bredde og højde, samt at der ikke i dens indre er nogen synlig adskillelse mellem disse to bygningspartier. Kirkerummets fornemste arkitektoniske pryd er de piller langs med begge langvægge, der bærer hvælvingerne. De spinkle piller afsluttes foroven af kapitæler – søjlehoveder – der formentlig er udformet i kridtsten eller stuk. Den nuværende kirke er næppe den første på stedet, idet der, især i koret, er genanvendt talrige sokkelkvadre af granit fra en romansk kirke. Denne har sandsynligvis stået på samme sted som den nuværende, om end det ikke helt kan udelukkes, at kvadrene kan være hentet andetsteds fra.

Senere i middelalderen blev kirken udvidet til dens nuværende anseelige størrelse. Først tilføjes korsarme, dvs. kapeller, på nord- og sydsiden nær østenden. Senere forsynedes kirken med et stort tårn i vest, og i det vestre hjørne mellem søndre korsarm og skibet opførtes et halvtagsdækket våbenhus. Sidstnævnte bygningsdels udformning og placering er usædvanlig, men kendes fra flere fynske kirker, bl.a. i Fraugde og Kerte.

Her, som ved så mange andre af de østfynske kirker, er både bygning og inventar stærkt præget af, at kirken efter reformationen blev købt af ejerne af den lokale herregård, i dette tilfælde Ulfeldtsholm, det senere Holckenhavn. Såvel korets som den søndre korsarms gavle ombyggedes hen mod slutningen af 1500-tallet og fik en udformning, der er nært beslægtet med gavlene på Holckenhavn. I samme periode blev tårnet forsynet med to små kviste mod nord og syd – også disse har svungne renæssancegavle. På den søndre af dem ses initialerne C F E H samt årstallet 1851, hvilket angiver, at kirkens daværende ejer, Conrad Frederik Erik Holck til Holckenhavn, nævnte år lod gennemføre en større restaurering af såvel bygning som inventar.


Inventaret

Omkring 1480 anskaffedes til kirken en stor fløjaltertavle, der endnu er bevaret. Tavlen, der formentlig er fremstillet af samme mester, som har udført den i Frørup, viser i midterfeltet Kristi korsfæstelse og i sidefløjene de tolv apostle. Sidefløjenes bagsider, der bliver synlige, når fløjene lukkes sammen foran midterskabet, bærer i alt fire malerier med scener af Kristi lidelseshistorie. Som noget mere usædvanligt har kirken også bevaret rester af yderligere to altertavler, der oprindeligt har været opstillet på to af kirkens sidealtre – nu i nordre korsarm. Begge er udført i 1520erne af den berømte billedskærer Claus Berg fra Odense. Fra den ene haves figurer forestillende de to helgener S. Antonius og S. Christoffer samt evangelisten Matthæus, mens der fra den anden er bevaret en relieffremstilling af Jomfru Marias himmelkroning. Fra Claus Bergs hånd er også bevaret kirkens store korbuekrucifiks, der nu er ophængt på skibets sydvæg, men, som betegnelsen angiver, oprindeligt var anbragt midt i kirken på grænsen mellem koret og skibet. Ved korsenderne ses symboler for de fire evangelister: Johannes' ørn foroven, Lukas' okse til venstre, Markus' løve til højre og Matthæus' engel forneden.

Kirkens søndre korsarm har siden slutningen af 1500-årene tjent som begravelsessted for ejerne af det nuværende Holckenhavn; først medlemmer af slægten Ulfeldt, siden slægten Holck.