Vor Frelsers Kirke


Vor Frelsers Kirke

Intro

Vor Frelsers Kirke var det hastigt voksende Esbjergs første kirke. Før byggeriet var den nærmeste kirke Jerne Kirke. Kirken stod færdig i 1887.

Kirken

Den nærmeste kirke for det nye, hastigt voksende Esbjerg var indtil 1887 Jerne Kirke. Det fungerede i de første år, men vejen var lang til Jerne for Esbjergs befolkning. Desuden voksede indbyggertallet sig hurtigt stort - større end Jerne Sogn kunne rumme. Man søgte at få bygget en ny kirke, men før kirkebyggeriet kom allerede i 1880 et missionshus, der blev erstattet af et større i 1906.

På foranledning af 200 esbjergensere begyndte kirkebyggeriet i 1885, endnu før ministeriet havde givet tilsagn om støtte. To kirkeklokker blev opstillet, før byggeriet gik i gang. Man holdt indvielse af kirken, der var tegnet af Axel Møller, den 18. december 1887 uden et orgel, der først stod færdigt i 1888. Sognet blev først udskilt fra Jerne Sogn i 1891. Kirken blev indtil indvielsen omtalt som den nye kirke og fik navnet Vor Frelsers Kirke ved indvielsen.

Kirken er tidstypisk bygget i nyromansk stil med skib, kor og apsis mod øst og tårn i vest i røde mursten med granitsokkel. Få år efter indvielsen var kirken for lille, og den blev udvidet til genindvielse i 1896 med korsarme, hvorved kapaciteten blev fordoblet.

Kirkerum
Kirken har en romansk døbefond, der formodentlig stammer fra Jerne Kirke. Prædikestolen, hvis ophav er ukendt, stod til udvidelsen i 1896 i kirkens sydøstlige hjørne, men blev så flyttet til det nordøstre hjørne.

Kirken blev restaureret i 1928, hvor kunstnerne Ole Søndergård og Erik Pedersen kom til at præge kirken med deres udsmykning. Ole Søndergård med kalkmalerier og Erik Pedersen med træskærerarbejde, alterskranken samt orgelpulpituret. Ved restaureringen i 2001 blev der sat en forgyldt due, udført af Erik Heide, under lydhimlen.
Vor Frelser Kirke blev præmieret af Esbjerg Byfond i 2003.

Døbefond
Døbefonden er en gammel romansk granitfont, der formodentlig stammer fra Jerne. Udsmykningen er enkel med et bånd, der løber hele vejen rundt. Fire steder på båndet er der en sløjfe med et lille trekantet hoved. Døbefondens fod er fra 1887 og lavet som en gave til kirken.
Dåbsfadet er udført af billedhuggeren L. Vieth i 1857 efter forlæg af Lorens Frölich. Oprindeligt blev tegningerne lavet til dåbsfade til de kirker, der dengang hørte under Københavns Universitet. Historien bag fadets opdukken i Vor Frelsers Kirke er ukendt.

Kirkeklokker
Kirkens to klokker er støbt i Tyskland og stemt i tonerne a og e. Den største, a-tonen, har ingen indskrift, men skulle have haft: ”Gloria Dei in exelsis” – ”Ære være Gud i det højeste” og den anden, e-tonen, bærer indskriften: ”Audite! Voco vos ad gaudia vitæ! Esbjergia MDCCCLXXXVI” - ”Hører, jeg kalder jer til livets glæde! Esbjerg 1886”.

Den gamle kirkegård
Esbjerg fik sin kirkegård som et resultat af den første forgæves ansøgning om en kirke i 1880. Den blev indviet i 1884 med stenhuggeren Johan Friedrich With som den første, der blev stedt til hvile. Der blev overført ni lig af oprindelig esbjergensere fra Jerne Kirkes kirkegård. Kirkegården blev udvidet i 1893, men bebyggelsen var kommet tæt på, og embedslægen afslog flere udvidelser af sundhedsmæssige hensyn. Man opkøbte et areal i god afstand fra byen, og Gormsgade Kirkegård blev anlagt og indviet i 1897. Man søgte at få afviklet den gamle kirkegård i 1940, men det blev mødt med stor protest. Man har siden givet dispensation for fem år ad gangen til begravelser. Den sidste begravelse fandt sted i 1984 med en urnenedsættelse. Den gamle kirkegård fremstår nu som en park med gravminder af lokalhistorisk interesse og et enkelt gravsted.

Præstetavle
1891-1918 Christian Bruun
1894 Carl Chr. Varming
1895-1897 M. J. Madsen
1896-1906 Eduard Melbye
1898-1899 F. F. V. Nørballe
1906-1914 M. T. Bert
1906-1910: Carl A. Sølling
1908-1914 Thorvald Biering
1910-1913 A. T. Bjørn-Lorenzen
1914-1922 Jens Peder Nørgaard
1918-1920 Anker Moos
1919-1922 Axel Holm
1922-1950 Alfred Eriksen Kjærgård
1922-1941 Peter Kr. Ivertsen
1941-1971 Sigurd Iversen
1942-1947 P. A. Gaub
1948-1992 Tage Damgård
1951-1970 Axel Erhardt Arentoft
1971-1972 Sigurd Iversen
1973-1982 Oluf Paaske
1983-1993 Johannes Lind
1992- Trine Villumsen
1993- Arne Aa

Præstebiografi
Christian Bruun (1891-1918): Vor Frelsers Kirkes første sognepræst efter udskillelsen fra Jerne Sogn var Chr. Bruun, der virkede fra 1891-1918. Han var højkirkelig, men ikke udpræget retningspræget. Han fandt sig dog hurtigt hjemme i Indre Mission, der var den altoverskyggende kirkelige retning i Esbjerg på den tid. Hans medarbejdere beskriver ham som en myndig, patriarkalsk person, der styrede medarbejdere og menighedsråd med myndig hånd. Han var meget engageret i Esbjerg ved siden af sit præstekald og sad i flere udvalg.

Alfred Eriksen Kjærgård (1922-1950): Alfred Kjærgård sad til sin pensionering i 1950. Han var en afholdt præst fra et grundtvigsk hjem med et åbent, midtsøgende temperament. Han blev dog mødt med stor modstand, da han i 1930´erne tilsluttede sig Oxfordbevægelsen. Et engagement, der kostede ham stillingen som formand for Kirkeligt Samfunds hovedkreds. Kjærgårds kollega blev P. Ivertsen, der var et hidsigt temperament med rødder dybt i Indre Mission.

Kirkeliv
Missionen i Esbjerg
Den missionske vækkelse kom til Esbjerg med de første tilflyttere, småhandlende og håndværkere i en tid, der ellers var præget af kulturradikalismen. Den blev en betydelig faktor i Esbjerg de første år med stort besøgte vækkelsesmøder og med stort præg på kirkelivet. Et missionshus kom til i 1880, der blev erstattet af et større i 1906. En stor vækkelse kom med fiskerne fra Holmsland Klit i 1890´erne og de efterfølgende tiår.

KFUM dukkede op i Esbjerg i 1884 og KFUK i 1887. FDF kom i 1908. Det grundtvigske kom til med kontakten til landbefolkningen, og man fik bygget et grundtvigsk højskolehjem i 1892. Et missionsk sømandshjem blev opført i 1903 og endnu et i 1927. Som modtræk mod missionen blev Hallerestauranten bygget i 1929 som et ikke-kristent sømandshjem.

Vor Frelsers Kirke har tradition for at have menighedsråd, der afspejler kirkelivet i sognet i krig og fred. De kirkelige retninger kunne brydes, og med nye tider i 1930´erne kom også et opgør med venstrefløjen og dens kraftige kirkekritik. Et modtræk blev Oxfordbevægelsen, der kom til Esbjerg, men bevægelsen havde ikke den store gennemslagskraft. Den blev i stedet mødt af modstand. Indre Mission og KFUM og K var aktive kirkeligt og socialt, medens de grundtvigske mest holdt sig til det kirkelige.

Under 2. Verdenskrig var de religiøse foreningers støtte til stor gavn for borgerne i Esbjerg. Specielt for de fiskerfamilier, hvor manden omkom på havet. Efter 2. Verdenskrig kom velstanden, og tiden blev en kirkelig brydningstid. Indre Mission mistede indflydelse, og KFUM og K søgte at indføre reformer i arbejdet. Meget socialt arbejde gik fra at være en kirkelig opgave til at være en offentlig. Et nyt socialt kirkeligt arbejde har været i Kirkens Korshær fra 1980. FDF og FPF er slået sammen og virker aktivt i mange sogne.
Efterhånden er skellene mellem de kirkelige retninger lettere udvisket, men de markerer sig stadigvæk som aktive ved menighedsråds- og præstevalg.

Kirkeliv
Det grundtvigske skulle komme til at sætte sit præg i menigheden i Vor Frelsers Kirke, medens Indre Mission kom til at præge Zions Kirke, men begge steder med mindretal af henholdsvis missionsfolk og grundtvigianere.

Vor frelser kirke har ud over gudstjenester om søndagen og konfirmandundervisning sognearrangementer, kirkehøjskole, kirkelig undervisning af lægfolk, babysalmesang, kirkefrokost og kirkekor.

Kalkmalerier
Kalkmalerierne i Vor Frelsers Kirke er malet af Ole Søndergård ved kirkens restaurering i 1928. På triumfvæggen ses den korsfæstede Kristus, på korets nord- og sydvæggen henholdsvis ”Lader de små børn komme til mig” og ”Den fortabte søns hjemkomst” og i apsis, ”Lammet”. Alterbilledet er ”Vandringen til Emmaus”. Billederne blev restaureret i 1950 og 2001.

Orgler
Vor Frelsers Kirkes nye hovedorgel er bygget af P. G. Andersen og Bruhn og blev indviet i 2002. Instrumentet blev bygget for at imødekomme kravene fra et væsentligt bredere (nyere og ældre) repertoire, end det er muligt at spille på kirkens oprindelige orgel, Marcussen orglet. Orglet har 43 stemmer, fordelt på tre manualer og pedal.

Marcussenorglet er kirkens og byens ældste orgel. Det er bygget i 1929 af Marcussen og Søn. Dets pneumatiske mekanik blev kort efter ibrugtagningen ganske umoderne. Allerede i 1950'erne var der planer om enten at ombygge instrumentet eller at erstatte det med et nyt.
Orgelet besidder gode og efterhånden meget sjældne klanglige egenskaber. Ved restaureringen i 2000-2001 blev orglet restaureret og er således fuldt funktionsdygtigt. Orgelet har 34 stemmer fordelt på tre manualer og pedal.

Udover de to større instrumenter har kirken et lille kisteorgel. Dette orgel bruges ved mindre gudstjenester og i kammermusikalske sammenhænge.

Kilder: Ebbe Nyborg og Jørgen Poulsen: Kirkerne i Varde og Esbjerg. Danmarks Kirker, Ribe Amt / udgivet af Nationalmuseet. - Kbh. Nationalmuseet, 1985, side 1003 ff.

Esbjerg, vor Frelsers Kirke i 100 år, Esbjerg 1987, side 14ff.

Vor Frelsers Kirkes hjemmeside: www.vorfrelserkirke.dk