Bacchusbarn med druer













Intro

Anne Marie Carl-Nielsen Bacchusbarn med druer, 1906 Statue, bronze

I haven bag Kolding Rådhus hviner en livsglad bacchusdreng af fryd. Da skulpturen den 31. maj 1933 blev afsløret, erklærede Anne Marie Carl-Nielsen da også, at den var tænkt som ”en opposition mod dårligt humør”. Sønnen Hans Børge stod model, og historien fortæller, at barnepigen Madam Jensen blev sat til at kilde ham for at få ham til at le. Skulpturen er del af en vandkunst, og fra bassinnets bund spyer to snegle vandstråler mod den lilles krop.


Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945, f. Brodersen) er en af vores mest banebrydende, kvindelige kunstnere – og en ildsjæl, der hverken lod sig bremse af ægteskabet med komponisten Carl Nielsen eller rollen kvinde og mor. Hun var den første kvinde, der udstillede på Den Frie Udstilling i København, og hun var med til at oprette Kvindelige Kunstneres Samfund. Anne Marie Carl-Nielsen var naturalist, og hendes mange skitser røber en utrolig iagttagelsesevne. Eftermælet er et imponerende livsværk, der bl.a. tæller en rytterstatue af Christian IX og tre bronzeporte til Ribe Domkirke.