Calmettes Dysse, Marienborg

Intro

I parken ved det nedrevne Marienborg Slot på Møn ligger en langdysse. Den er 14 meter lang og har et enkelt stenbygget kammer. Dens sider er bygget af store randsten. Der er noget mærkeligt ved langdyssen. Den er nærmest oval og ikke firkantet, som det ellers er almindeligt...

I parken ved det nedrevne Marienborg Slot på Møn ligger en langdysse. Den er 14 meter lang og har et enkelt stenbygget kammer. Dens sider er bygget af store randsten. Der er noget mærkeligt ved langdyssen. Den er nærmest oval og ikke firkantet, som det ellers er almindeligt. Men de store randsten er af ganske samme form, som vi kender fra andre dysser. Da Nationalmuseets erfarne medarbejder Henry Petersen i 1880 besøgte dyssen, erklærede han, at den var ægte. Men han tog fejl. Langdyssen ved Marienborg er rejst i 1790’erne af godsejeren G.P.A.B. de la Calmette. ''Romantisk oldtidsminde '' Godsejer de la Calmette på Marienborg var meget interesseret i oldtidsminder og havekunst. Ved Marienborg skabte han en romantisk have med kanaler og sjældne træer. I en romantisk have måtte der gerne være oldtidsstemning, så oldtidsminder var populære. Derfor byggede Calmette en kunstig dysse. Men den er ikke en fuldstændig forfalskning. Den er nemlig sammensat af sten fra flere ægte dysser. Dyssekammerets dæksten stammer fra kong Røds dysse nær Klekkendehøj. Den kunstige dysses vestlige endesten, der er næsten 3 meter høj, var oprindelig en fritstående bautasten, der stod på Askeby Mark. Med et forspand på 16 heste blev den slæbt til Marienborg Have.