Gl. Allervej Mindesten


Mindesten over Hans Iver Staal Fotograf:Christiansfeld Arkiv

Intro

Hans Iver Staal og Skamlingsbanken Ved Gl. Allervej, står ved nedkørslen til Tårning Mølle gård en mindesten over Hans Iver Staal, hvor der bl.a. står: ” … Staal, han gav os Skamlingsbanken”.

Hans Iver Staal Ved den vej, der i dag kaldes Gl. Allervej, står ved nedkørslen til Tårning Mølle en mindesten over Hans Iver Staal, hvor der bl.a. står: ” … Staal han gav os Skamlingsbanken”.
Hvem var denne Staal, og hvad var hans forbindelse til Skamlingsbanken? Hans Iver Staal var født den 22. september 1796 i Fredericia, hvor han blev uddannet som farver, men på et eller andet tidspunkt må han have fået interesse for møllerfaget, for i 1830 købte han Tårning Vandmølle, som han drev med stor dygtighed frem til sin død i 1861.

Ved siden af arbejdet med møllen var Staal levende interesseret i tidens spørgsmål, og da den nordslesvigske befolkning i 1830-erne rejste sig til kamp for retten til at bruge det danske sprog, en ret, der var trængt tilbage af det tyske sprog, der igennem århundreder havde været administrations og rets sprog i Hertugdømmet, da var Staal med i forreste linie i denne kamp, sprogkampen.

I begyndelsen af 1840-erne spidsede sprogkampen i Slesvig/Sønderjylland til og nåede i 1842 ind i Stænderforsamlingen i Slesvig by, hvor den kulminerede i det berømte møde den 11.november, hvor Peter Hiort Lorenzen tog ordet og i protest mod den udtalte danskfjendtlighed talte på dansk og – som det hed i det tyske referat fra mødet: ”.. vedblev at tale dansk”, selv om præsidenten for Stænderforsamlingen forbød ham det. For sprogkampen fik Hiort Lorenzens tale en enorm betydning, og det var derfor naturligt, at de ledende personligheder i kampen, de nordslesvigske bønder, ønskede at hædre ham.

Efter flere overvejelser besluttede man at gøre det i form af en ”sønderjysk fest”, men her løb man ind i det problem, at en lang række værter afslog at lægge lokaler til af frygt for den tysktalende befolknings reaktion. Først da man kom til værten på Sommersted Kro, Paul Terkelsen, fik man et positivt tilsagn. Man fastsatte datoen den 21. februar, og indbydelser blev udsendt. Kl. 2 begyndte festen med over 100 deltagere. Af referaterne fra festen kan man se, at der var to hovedtemaer, først og fremmest naturligvis hyldesten af Hiort Lorenzen, men også hyldest til kongen, Christian VIII, der den 14. maj 1840 havde udstedt det såkaldte ”Sprogreskript”, hvor det blev fastlagt, at i de egne i Hertugdømmet Slesvig, hvor det danske sprog var kirke- og skolesprog, der skulle for fremtiden det danske sprog benyttes ved udfærdigelsen af alle dokumenter inden for administrationen og retsvæsnet i stedet for som hidtil tysk.
Blandt de tilstedeværende var også Hans Iver Staal. Sidst på aftenen tog han ordet og sagde her bl.a.: ”… nogle patriotiske mænd på min egn (det var ham selv og hans nabo) har besluttet hvert år at højtideligholde den 14. maj som en folkefest i anledning af Sprogreskriptets udsendelse. Som et passende sted har man udset sig Skamlingsbanken, det højeste sted i Hertugdømmet, og man har allerede ved kontrakt tilkøbt sig bjergets højeste punkt med tilhørende 7 tdr. land. Jeg håber denne sag vil finde forsamlingens bifald og støtte til fremtidig udførelse.”

Dette skete under ubeskrivelig jubel og hurraråb, som det hedder i et referat fra mødet. Allerede samme aften blev der nedsat en komite på 17 medlemmer til at forberede mødet på Skamlingsbanken, som blev afholdt den 18. maj 1843 under ledelse af Staal. Efterfølgende blev ”Skamlingsbanke selskabet” stiftet med Staal som den første formand, der med stor dygtighed skabte grundlaget for selskabet, så det består den dag i dag.

Af samtiden blev Staal beskrevet som en mand med en fast karakter og med et lyst blik på de politiske forhold, men også som en mand, der ikke lod sig lede. I 1847 blev han valgt som suppleant til Stænderforsamlingen, og det fortælles her, at da han, efter at et medlem måtte trække sig, blev bedt om at vige pladsen, så den navnkundige Laurids Skau kunne komme ind i stedet, så svarede han: ”Nej, jeg kan fylde pladsen lige så godt”! Desværre kom treårskrigen, og Staal kom ikke til at fylde sin plads. Men med tanken om det dejlige Skamlingsbanke vi kender i dag, er det med taknemmelighed, vi ser mindestenen i Tårning for en af den vundne sprogkamps store personligheder. N P Wiborg