Gravminde over Christian H. Clausen




Intro

Christian H. Clausen var bogbindermester, hvilket hans gravminde også tydeligt afspejler.

Gravminde over Christian H. Clausen (1885-1953) og Ella Marie Clausen (1891-1940). Christian H. Clausen var bogbindermester. Han indtrådte i Håndværker- og Industriforeningen i 1910, var sekretær for Centralforeningen af Bogbindermestre i provinsen, samt formand for Horsens Bogbindermesterforening. Clausen havde en stor samling af smukt indbundne bøger og ved Horsens 500 års købstadsjubilæum blev en version af »Blade af Horsens Historie« givet til byen af Horsens Biblioteksforening, som Clausen havde indbundet.

''Gravstenen'' er ret interessant fordi den afspejler hans erhverv på en meget kunstfærdig facon. Stenen er et epitafium med tagformet, profileret afslutning. Bunden afsluttes med en retkantet gesims. Over den afsluttende gesims er en mindre gesims, hvorpå en tavle der forestiller en opslået bog er placeret. Bogen er udformet i metal. ''Inskriptionen'' er støbt med bogen og er i antikva med brede seriffer. Øverst på hver side af den opslåede bog er en engel og et barn afbilledet i en cirkel. Til venstre for bogen ses en kvinde med en olielampe i hånden. Hun er ligeledes udarbejdet i metal. Hun ”står på den retkantede gesims og rækker armen ind over bogen. Olielamper kan symbolisere årvågenhed i gravmindesammenhæng. I bunden af bogen, midt for, ses vinkel og passer udformet i bronze.