Gravminde over Hektor Frederik Jansen Estrup


Portræt af arkitekten Hektor Frederik Jansen Estrup.


Hektor F. J. Estrups gravsted.

Intro

Gravminde over arkitekten Hektor Frederik Jansen Estrup - arkitekten fra koldingegnen, der fik sat sit præg på Horsens.

Gravminde over Hektor Frederik Jansen Estrup (1854-1904), hustruen Albertine Estrup (1854-1909) og datteren Anna Margrethe Zwergius Estrup (1884-1897). ''Hektor Frederik Jansen Estrup'' var fra koldingegnen og blev uddannet arkitekt ved Kunstakademiet i København. Han kom til Horsens, da man i 1879 restaurerede Vor Frelser Kirke. Her arbejdede han under Nationalmuseets restaureringsarkitekt H. B. Storch. Han nøjedes dog ikke med dette ene projekt mens han var i byen, men tegnede samtidigt nye bygninger til Horsens Bajersk- og Hvidtøls Bryggeri. I'' 1882 valgte Estrup at bosætte sig i Horsens og fik i sin levetid også sat et markant præg på byen:'' '''Horsens Bajersk- og Hvidtølsbryggeri (1879); Pavillonen i Caroline-Amalielund (1887); Svendehjemmet i Slotsgade (1890); præstebolig i Kirkegårds Allé (1894); stiftelsen Arentzens Minde (1895-96); udvidelsen af Allégades Skole (1896-97); Skt. Josephs Kirke (1896-97); Collstrops Træimprægneringsanstalt (1900); Spare- og Lånekassen for Horsens og Omegn (1901); Ting- og Arresthuset (1902); Horsens private real- og forberedelsesskole, Hulvej 19 (1902); Stjernholmsgadeskole (1903); Horsens Tekniske Skole på Stjernholmsgade 12 (1904), samt flere villaer på Gasvej og i Stjernholmkvarteret.''' Da Estrup tegnede Horsens Tekniske Skole, var han også leder for denne. Det var også ham der tog initiativet til det nye byggeri, da de gamle lokaler var ved at være for trange. Han blev valgt ind i byrådet i 1880 og var indtil sin død medlem af adskillige udvalg og kommissioner, samt formand for blandet andet bygningskommissionen. Dertil var Estrup i flere år medlem af Direktionen i Spare- og Lånekassen for Horsens By og Omegn. ''Uden for Horsens stod han blandt andet bag:'' '''Havneadministrationsbygningen i Esbjerg (1897); arbejde på Frijsenborg; restaurering af Boller (1880’erne); Kongsdal (1880’erne); kirkerne i Horne nord for Varde (1888), Årestrup (1888), Ansager (1890), Sneum (1891), Rudkøbing (1896), Tolstrup nord for Horsens (1899) og Seem (1900-1901).''' ''Hektor Frederik Janson Estrup døde den 24. november 1904 i Horsens.''

''Gravstenen'' udgøres af et kors fastgjort på en ujævnt tilvirket sokkel, samt en rektangulær tavle, der læner op af korset. ''Inskriptionen'' på tavlen er indhugget udelukkende i versaler, i antikva med brede seriffer. ''Det mest interessante ved gravstedet er dog det smedejernsgitter der omkranser det. ''Gitteret er af firkantsstolpetypen og er i en forholdsvis simpel geometrisk udformning. Stolpeafslutningerne udgøres af knopper og de mindre, lodrette stænger afsluttes med snoninger og hjerter. Mellem disse går hver anden stang over håndlisten. Disse ender ud i et kors og er snoet umiddelbart under håndlisten. Gitteret har været malet sort.

[https://horsensleksikon.dk/Fra_grubehus_til_grillbar:_Horsens_fra_arene_1850-1930/ Bodil Møller Knudsen og Ole Schørring:''' Fra grubehus til grillbar – Horsens i 1000 år.''' 1992.] [http://www.byarkivet-horsens.dk/Historie/Personalhistorie/Hektor%20Frederik%20Janson%20Estrup Byarkivet Horsens: Hektor Frederik Janson Estrup.] [https://www.horsensleksikon.dk/horsens_tekniske_skole/ Horsens Leksikon: Horsens Tekniske Skole.] [https://www.kulturarv.dk/kid/VisKunstner.do?kunstnerId=6558 Kunstindeks Danmark & Weilbachs Kunstnerleksikon: Estrup, Hector.]