Gravminder over Nitschke & Houmann


Portræt af Michael Gottfried Nitschke.


Portræt af købmand og legatstifter Lauritz Peter Houmann.


Houmanns Fribolig, Sundvej 5. Huset er tegnet af Viggo Norn i 1912-1913.

Intro

Nitschke og Houmann er begge navnene på stiftelser i Horsens, og gravminderne her er over deres grundlæggere.

''Gravmindet er over Michael Gottfred Nitschke (1802-1847) og hustruen Karen Nitschke (1797-1837). '' ''Michael Gottfred Nitschke'' var farver og trykker. Han stiftede sammen med sin hustru i 1874 et legat til opførelse af et 'Borgerasyl' til 4 ældre, trængende, borgerlige ægtepar og 6 ældre, trængende borgerenker eller ugifte borgere. Bygningen blev rejst i 1875 i Kildegade 19 som 'M. G. Nitschkes og hustrus stiftelse'. Nitschkes stiftelse eksisterer stadig den dag i dag. Nitschke var også borgerrepræsentant i Horsens og oprettede i 1831 en klædefabrik sammen med en Hjernøe. ''Gravminde over Christiane Elisabeth Houmann (1820-1880), Laurits Peter Houmann (1817-1886) og Karen Jensine Houmann (1815-1893).'' ''Lauritz Peter Houmann'' var købmand. Han overtog firmaet 'Søren Monbergs Enke og Søn' og den dertilhørende store købmandsgård i Smedegade 332, det nuværende 71, efter Gjedske Monbergs død i 1850. I 1881 oprettede han 'Søstrene Houmanns Fribolig' i Jessensgade. I 1912 blev stiftelsen flyttet til en ny opført bygning på Sundvej 5. Friboligen var til 8 ugifte, hæderlige og uformuende kvinder omkring de 60 år, som det hed sig. Christiane Elisabeth og Karen Jensine var hans to søstre, som han opkaldte stiftelsen efter. Ved testamente efterlod Houmann større legater til Horsens by og fattige borgere. ''Stiftelser som denne var med til at løse vigtige samfundsproblemer ''gennem en lang periode, da de tog sig af mennesker, der ofte ikke havde andre muligheder. Det var således også oftest de fattige, samt kirker og skoler der var formål for stiftelser, men i 1845 ophævede man begrænsningerne, således at der også kunne oprettes stiftelser, der eksempelvis havde til formål at støtte kunsten.

''Nitschkes gravsten'' består af en stele i klassicistisk stil med indsat inskriptionstavle. Den afsluttes med et fladt tilspidset hoved og overgangen mellem hoved og korpus udgøres af fals og en udkragning. Overgangen fra korpus til postament udgøres af en hulkel. Postament og sokkel er retkantede. ''Inskriptionen'' er indhugget i versaler, i antikva med rundede seriffer og optrukket med sort. Over inskriptionstavlen er den ''udsmykket'' med en sejrskrans i marmor og på afslutningen er den dekoreret med en anthemion/palmette (stiliseret gedebladsblomst og akantusblade). ''Gravstedet'' er omkranset af et støbejernsgitter af gotisk karakter. Gitteret er af firkantsstolpetypen og stolperne afsluttes med en kugle. Derudover ses spidsbuer og naturalistiske dekorationer, der minder om dem på gravstenens afslutning. På gitterets højre stolpe står: N. Jochumsen Horsens 1848. ''Houmanns gravsten ''er en stele på affaset sokkel med indsat inskriptionstavle. Tavlen er aftrappet i toppen og har to "ben" i bunden. På toppen af stelen ses spor efter, hvad der antageligt har været et kronende kors som er knækket. Gravmindet er ikke længere i god stand og blev derfor heller ikke anbefalet til bevaring i 2017.

[https://www.horsensleksikon.dk/den_borgerlige_stiftelse/ Annette Jørgensen: '''Den Borgerlige Stiftelse''' på Horsens Leksikon.] [http://denstoredanske.dk/Samfund%2c_jura_og_politik/Jura/Retshistorie/stiftelse Jens Ulf Jørgensen: stiftelse i '''Den Store Danske''', Gyldendal.] O. Fabricius: Horsens Købstads beskrivelse og historie, s. 255.