Grenaa Havn


Havnen

Intro

Gammel åhavn, der siden 1812 har fået udvidet havnebassinet. Havnen rummer havnevirksomheder, fiskerhuse, erhvervsfiskere, samt en redningsstation yderst mod vest. Havnebassinet er afskåret fra havnebyens Strandgade, Søgade og Havnepladsen.

Om havnen i Grenå er blevet sagt, at den helt fra middelalderen har været byens livsnerve men også dens smertensbarn. På godt og ondt har den været præget af naturens luner, krigsbegivenheder. handelsruter og trafikale forbindelser. Storme, "højvande", tilsanding, fjendtlige angreb, krigsskatter og krav om levering af "bådsmænd" til krigsflåden udgjorde den negative side af den virkelighed, som positivt hang sammen med søkøbstaden Grenås placering ved såvel en af Danmarks indre vandveje som ud til Kattegat og dermed i sammenhæng med sund, bælt og adgang til eller fra Østersøen. Frem til midten af 1600-tallet var Kattegat et indre farvand for så vidt som Skåne, Halland og Bohus Len dengang var en del af Danmark. Samtidig var der tale om et hav med strategisk, international betydning i forhold til den vigtige Øresundspassage og det dermed sammenhængende merkantile og skattemæssige potentiale. Ved udgangen af 1700-tallet havde det gamle havneanlæg, hvis historie gik måske 1000 år tilbage, udspillet sin rolle. I 1798 stiftedes en havnekommission med borgerrepræsentation og en kongelig embedsmand. Herom hedder det: "Men desværre! Her var kuns lidet for Grenaa Havn at værge eller vaage for, førend en nogenlunde klækkelig Summa, i det mindste 5 til 6000 Rdl. kunde bringes til Veye at begynde dens Reparation med". Det lykkedes herefter at indsamle "en Capital af ca. 200 Rdl. til Lodder i det Kiøbenhavnske Classelotteri, om man kunde være saa lyckelig at samme maatte indbringe noget til dette saa vigtige og nyttige Værch, nemlig Havnens Istandsættelse" (Rådstueprotokollen for 12/5 1798).

Så lykkeligt gik det ikke. Napoleonskrigene kom imellem. Men med 1812 kom året, hvor ansatsen til en ny havn blev anlagt. En århundredelang periode, hvor havnen måske efterhånden blev mere smertensbarn end livsnerve, var dermed ved at være til ende. Den nye havn er siden blevet kaldt "Grenaa Gl. Inderhavn", formentlig for at signalere at det nye ret hurtigt - ikke ualmindeligt når det gælder infrastruktur, jf. den gamle Lillebæltsbro - skulle vise sig at være underdimensioneret. En udvidelse i 1840'erne løste ikke problemet. Der vedblev at være en reel risiko for tilsanding, for ikke at tale om storme. Tilkommende status som fiskerihavn og etablering af en dampskibsforbindelse til København i 1858 stille samtidig nye krav. Dampskibsdriften blev snart underlagt Det forenede Dampskibs- selskab (DFDS), som også forestod en datidig forbindelse mellem Grenå og Newcastle. Ambitionen blev en ny havn, men der skulle forløbe en årrække inden arbejdet kunne igangsættes, idet der blandt andet måtte opnås enighed om hvorvidt den skulle ligge ved Fornæs eller i tilknytning til det ældre anlæg. Det sidste blev valgt og i 1874 påbegyndtes arbejdet, som stod på i 5 år. Grenå by og havn har jævnligt været genstand for royal opmærksomhed. I dette tilfælde da Christian IX besøgte byen i 1876, altså mens havnebyggeriet pågik. Prisen for anlægget var først beregnet til knap 150.000 rigsdaler, men blev som følge af uheld, ændringer, fejlberegninger og valutareform siden revurderet til sluttelig at blive omkring 500.000 kroner. Af disse blev 166.000 finansieret med et statsligt lån. Grenå by og det ekspanderende havneområde udgjorde endnu forskellige bebyggelser, men blev betragtet som naturligt sammenhørende. I årene op til 1850 blev "havnebyen" grundlagt med opførelsen af de ældste huse i Strandgade og Søgade, til beboelse for især fiskere. Jernbanen mellem Randers og Grenå åbnede i 1876 og i sammenhæng dermed kom der skinnetrafik- forbindelse mellem byen og havneområdet.

Kolindsund blev tørlagt og den indre vandvejs betydning hørte fortiden til. Mod øst og nord blev Grenå by og havn i det 20. århundrede omvendt præget af fortsat vækst. Havnen blev udvidet eller ombygget i flere omgange. Nordre trafikhavn kom til i 1931-1933 og dermed Grenå-Hundested færgefart. Denne blev indstillet i 1996, men de to andre "klassiske Kattegatbroer" til Anholt henholdsvis Varberg/Halmstad består. I 1970'erne fulgte udvidelsen mod nord og med denne grundlæggelsen af den nuværende position som erhvervs- og industrihavn. Færgefart, fiskeri og erhverv i øvrigt er ikke enerådende. Rekreative og turistbetonede formål er blevet tilgodeset med Kattegatcenteret og den sydligt tilgrænsende lystbådehavn.