Langdysse i Jonstrup Vang


Langdysse i Jonstrupvang, oversigt. Foto: Dieter Bolt


Langdysse i Jonstrupvang, oversigt. Foto: Dieter Bolt


Langdysse i Jonstrupvang, oversigt. Foto: Dieter Bolt

Intro

En langdysse i udkanten af Jonstrup Vang, der er ret ødelagt. Knogler, som fandtes på stedet er C-14 dateret til mellem 1710 og 1850. Disse knogler har derfor ingen forbindelse til langdysse.

Langhøj, Stenalder (dateret 3950 - 2801 f.Kr.) Dysse eller jættestue, Stenalder (dateret 3950 - 2801 f.Kr.) Dysse eller jættestue, Stenalder (dateret 3950 - 2801 f.Kr.) Undersøgelsehistorie (3) 1889 Museal berejsning Nationalmuseet, Danske Afd., Danmarks Oldtid I den nordre Udkant af Jonstrup Vang ligger en nu strækt forstyrret og ødelagt Langdysse i Retningen Ø-V; den Del af Dyssen, som nu er tilbage, er kun ca. 40 Fod lang, medens Bredden er ca. 23 Fod. Af Randstenene staa paa den nordre Side 5, paa den søndre 2, medens 5 ligge omvæltede; ved Dyssens nuværende vestlige Ende ligger 6 Sten, men det er sandsynligvis kun tilfældigt, at de ere komne til at ligge her. For Østenden staar kun en Randsten. 15' fra Dyssens østre Ende ligger inde paa selve Oldtidsmindet en stor ganske flad Sten, som muligvis kan have været Dæksten for et Kammer af Sten, som dog nu ikke mere existerede. Efter en Bondes Udsagn skulde Dyssen først egentlig være forstyrret [efter ca. 1878]; mange Randsten vare i dette Tidsrum borttagne og kløvede i Stykker, og ogsaa Gravkamret, der havde været ca. 2 Al. langt og 1 1/4 Al. bredt, og var dannet af 4 Sten, var helt forsvundet. Efter samme Kildes Angivelser skulde Dyssen have været ca. 70 Al. lang. 1938 Museal berejsning Nationalmuseet, Danske Afd., Danmarks Oldtid Langdysse, 13 x 7 m. af Randsten i N. 5, i Syd 2 + 5 væltede; Højen stærkt ødelagt, med store Huller i Midten og Vestenden.


Grundstoffet carbon (kulstof), der indgår i atmosfærens indhold af kuldioxid har to naturligt forekommende isotoper: kulstof-12 (12C), og kulstof-13 (13C). Desuden findes der en ustabil og radioaktiv isotop, kulstof-14 (14C). Selvom kulstof-14, som har en halveringstid på 5730 år, til stadighed nedbrydes, dannes der vedvarende nyt kulstof-14 i atmosfærens yderste lag, således at der dannes nyt kulstof-14 med samme hastighed, som det nedbrydes ved radioaktivt henfald. Forholdet mellem stabilt og radioaktivt kulstof er derfor konstant: ca. 0,000000001 promille. Ligesom stabilt kulstof indgår i kuldioxid (CO2), indgår også det radioaktive kulstof-14 i kuldioxid. Luftens kuldioxid omsættes af levende planter, hvor der vil være samme forhold mellem stabilt og radioaktivt kulstof i kuldioxiden. I mennesker og dyr, der lever af planter vil man kunne finde det samme forhold. Når planer, dyr eller mennesker dør, fornyes de ustabile kulstof-14 atomer ikke længere, og det vil derfor gradvis omdannes til andre isotoper. Derfor vil antallet af kulstof-14-atomer falde i et forhold, der er afhængig af den tid, der er gået, siden materialet døde, og derfor kan man beregne, hvor meget tid, der er gået, siden det undersøgte materiale fik tilført frisk kulstof-14. Før i tiden foretoges dateringen ved måling af radioaktivt henfald, men denne metode ikke så præcis. I dag bruges massespektrometri, hvor man tæller de enkelte atomer i prøven. Hermed kan man også måle på langt mindre materialemængder.