Månestenen

Intro

Billedhuggeren Edgar Funch er en af de kunstnere, der har flest skulpturer i Aalborg, i alt syv, hvoraf de tre står på skoler. den 20. december 1975 - fik Sulsted skole i den nordligste del af Aalborg kommune en skulptur af Edgar Funch. Den har navnet "Månestenen".

Månestenen er skænket skolen af Sulsted Elforening, der havde penge til rest efter en likvidation, suppleret med midler fra Aalborg Kommunes Kunstfond. Landpolitiassistent Erik Lottrup, Sulsted, der foretog afsløringen, havde hørt, at en enkelt havde opfattet kunstværket som et symbol på en lille kommune, der blev opslugt af den store. Dette blev dog pure afvist af kunstneren. Rådmand Holger P. Nielsen fra kunstfonden kunne heller ikke se denne symbolik i stenen, som der er tilfredshed med på egnen.