Mutationer af Ib Adelborg

Intro

Mutationer er resultatet af pludseligt opståede ændringer i en plantes eller dyrs arvelige egenskaber. Titlen på Ib Adelborgs udsmykning af Toftegårdscentret (et ældrecenter) i Sulsted er dækkende for de fem keramiske skulpturer, der er placeret omkring et bassin i en gårdhave.

Skulpturerne ligner små havdyr af forskellig slags, men de er udført på en måde, så man ikke kan identificere dem. Udsmykningen, der er fra 1985, er betalt af Aalborg Kommunes Kunstfond. Ib Adelborg, der er født i 1930, er lærer fra seminariet i Ranum. Han opholdt sig i nogle år i Sverige, men vendte tilbage og blev lærer ved Lærerhøjskolen i København. Siden blev han faginspektør for formning og lærer ved Aalborg Seminarium. Efter at have taget sin afsked blev han en energisk leder af kunstgalleriet Billedværkstedet i Fosdalen ved Brovst.