Nørre Vium Brunkulslejerne

Intro



Brunkulslejerne ved Nr. Vium og Troldhede Allerede i 1868 beskrev E.M. Dalgas tilstedeværelsen af brunkul i nærheden af Nr. Vium. Fundet blev gjort i en åbrink ved Vorgod Å. De første forsøgsboringer efter brunkul blev foretaget i samme område i 1893. De tyske borefolk, som stod for undersøgelserne, fandt et 2,5 m tykt brunkulslag 8-14 m nede og yderligere et lag med en tykkelse på 1 m nogle meter længere nede. Efterfølgende boringer ved Skærbækgård og Fiskbæk i begyndelsen af 1900-tallet afslørede ligeledes forekomster af brunkul. Undersøgelser af kullenes brændværdi viste dog, at en industriel udnyttelse næppe var rentabel i forhold til import af billige tyske og britiske stenkul. Da Danmark blev afskåret fra import af de udenlandske energikilder under 1. Verdenskrig, be gyndte man derfor igen at kigge efter and re energikilder, som kunne dække det nationale behov. En af disse var de vestjyske brunkul. Til at begynde med gik man fortrinsvis efter de brun kuls forekomster, som lå tæt på jordoverfl aden. Gravningen i disse lejer krævede store ressourcer i form af menneskelig arbejdskraft, da arbejdet foregik med skovl og trillebør. Senere, da man begyndte at udnytte de dybere liggende forekomster, foregik gravningen ofte med store specialmaskin er. I de dybe lejer foregik gravningen under grundvandsspejlet og forudsatte derfor, at der konstant blev pumpet vand væk under gravningerne. Transporten fra lejerne til stationerne i Sdr. Felding og Troldhede blev i begyndelsen besørget af hestekøretøjer og senere også lastvogne. På stationerne blev kullene omlæsset på jernbanevogne, som derefter fragtede dem ud til aftagerne. Senere anlagde Statsbanerne sidespor ud til fl ere lejer, hvorfra små lokomotiver med tipvogne kørte kullene ind til stationen. Efter 2. Verdenskrig faldt produktionen af brunkul, men den blev øget igen i slutningen 1950’erne, i forbindelse med Suez-krigen i 1956 og den deraf følgende usikkerhed i energiforsyningen. Denne periode afveg fra 1940’erne ved, at arbejdet var mekaniseret i alle led, hvor gravkøer, transportører og store lastbiler dannede en “sammenhængende” kæde fra kullejerne til kraftværkerne, som var hovedaftagere af kullene.