Skjern


En ny hovedbygning blev opført, mens Skjern indgik i grevskabet Scheel. Jørgen Scheel formåede at opbruge slægtens enorme formue og for at dække hans gæld, blev grevskabet ophævet i 1807. Skjern blev derefter solgt til godsets fæstebønder.


På dette vægmaleri fra Riddersalen på Gammel Estrup ses herregården Skjern i begyndelsen af 1700-tallet, da den blev indlemmet i grevskabet Scheel.

Intro

Skjern er en herregård vest for Randers. Det var i middelalderen en firlænget borg og var bl.a. ejet af rigshofmester Erik Ottesen Rosenkrantz. I 1725 blev herregården en del af grevskabet Scheel indtil dets ophævelse i 1807.

''Historien om Skjern'' Skjern kendes fra 1300-tallet med, hvor Peder Vendelbo var ejer. I 1464 var Skjern ejet af Erik Ottesen Rosenkrantz, som var rigshofmester en af landets rigeste mænd. Det menes, at han ejede fæstegårde, der udgjorde mere end 6000 tdr. hartkorn. Skjern har derfor netop været blandt hans vigtigste hovedgårde. Birgitte Olufsdatter var enke til Niels Eriksen Rosenkrantz og arvede efter hans død Skjern. I årene omkring 1523 kendes hun som opdrager for unge adelige. Hun døde i 1528, og i 1531 overtog hendes søn Christoffer Nielsen herregården. Han døde barnløs, og Skjern blev delt blandt flere ejere. Henning von Arenstorff var tæt på at gå fallit og solgte i 1721 derfor sin andel til Skjerns anden panthaver, Christen Skeel. Han skulle bruge Skjern – og det nærliggende Karmark – til at oprette grevskabet Scheel. Det skete i 1725. Grevskabet Scheel blev ophævet i 1807, og Skjern og dets fæstegårde blev i 1813 solgt til de lokale fæstebønder. De ønskede blot at være selvejere af deres egne gårde og solgte derfor året efter selve Skjern til Hans Heinrich von Schilden-Huitfeld til Clausholm. Efter hans død købte 12 bønder i 1822 Skjern tilbage og fik i 1828 tilladelse til at udstykke jorden. Hovedparcellen blev i 1841 solgt til Frederik Borch, som både forbedrede bygningerne og godsets drift. Efter hans død i 1868 ejede hans enke Skjern til sin død i 1886. Siden da har Skjern haft hyppige ejerskift. ''Markante ejere'' 1464-1503: Erik Ottesen Rosenkrantz 1695-1731: Christen Skeel 1786-1807: Jørgen Scheel Læs mere om Skjern på [http://www.danskeherregaarde.dk/25132.aspx danskeherregaarde.dk]

''Hovedbygning'' Skjerns hovedbygning var i middelalderen en borg og menes at være bygget ved et voldsted tæt ved den nuværende hovedbygning. Den bestod af fire sammenbyggede længer og havde to firkantede tårne inde i gården. I 1692 blev en ny hvidkalket hovedbygning i bindingsværk opført på stedet, hvor den middelalderlige borgs ladegård lå og af materiale fra den gamle borg. Den nuværende hovedbygning blev opført i 1756 af lensgreve Jørgen Scheel. Det er en hvilkalket enetages bygning i en fløj med høj kælder og frontispice. I sidste halvdel af 1900-tallet er hovedbygningen blevet ombygget. ''Omgivelser'' I forlængelse af hovedbygningen mod sydvest ligger de dertilhørende avlsbygninger, der blev opført i 1870 med senere tilbygninger i 1900-tallet. Syd for hovedbygningen ligger det voldsted, hvorved den tidligere middelalderborg formentlig lå. Borgen lå oprindeligt på en ø i en nu udtørret sø eller mose. ''Bygninger og gods'' 1692: Ældre hovedbygning opført 1756: Nuværende hovedbygning opført 1842: Hovedbygning istandsat

''Fakta'' Adresse: Gl. Randersvej 14, Skjern Kommune: 8850 Bjerringbro Tidligere: Viborg amt, Middelsom herred, Skjern sogn Ejer: Hans Henrik Carstensen (2017) Funktion: Landbrug (2017) Størrelse: Ager 71ha, eng 15ha, skov 2ha, park/have 1ha, andet 3ha (2017) Offentlig adgang: Ingen oplysninger Fredning: Ikke fredet (2017)

''English'' Skjern is a manor located west of the city of Randers. It was first known in the 14th century and in 1464 Erik Ottesen Rosenkrantz was the owner. He was a highly ranked nobleman and one of the richest landowners in the country. From 1561 to 1721 Skjern was divided into many parts, until Christen Skeel bought all the shares. In 1725 he obtained the highest noble title of count and established the huge estate Scheel, which Skjern became a part of until it was abolished in 1807.



''Publiceret''