Værker af kunstmaler Anton Schrøder





Selvportræt af Anton Schrøder, 1940. Originalen tilhører Museet på Koldinghus.


Sølvsmed Hans Hansen portrætteret posthumt af Anton Schrøder i 1946. Originalen tilhører Museet på Koldinghus.

Intro

Gengivelse af to af kunstmaleren Anton Schrøders malerier Ophængt i 2018. Projektet er igangsat af Beboerforeningen Tre-i-en, og sponsoreret af INPRINT, Malerfirmaert Gitte Schlage, Murer Roland Sokólski og Kolding Kommunes Kulturpulje.

De ophængte gengivelser tilhører beboerforeningen Tre-i-en.

Kunstmaleren Anton Schrøder (1893-1965) blev født 16.september 1893. Han var søn af rebslager Julius Schrøder i Låsbygade. Familien flyttede senere til Klostergade 23, indtil bygningen i 1948 blev købt af Jydsk Telefon og senere nedrevet. Derefter boede han på H.C. Petersens Vej 4M. Anton Schrøder blev udlært malersvend i Kolding og blev derefter optaget på Kunstakademiet i København, hvor han tog afgang i 1920. I København boede han bl.a. sammen med maleren Jens Søndergård, men efter uddannelsen tog han hjem til Kolding, hvor han boede til sin død i 1965. I 1938 blev han gift med den 17 år yngre Carla Tofte Hansen. Hans første store arbejde var at udsmykke trappegangen på Kolding Domhus ud fra gamle prospekter af Kolding i samarbejde med arkitekten Ernst Petersen. Arbejdet blev udført 1921-23. Anton Schrøder havde sit atelier øverst på boghandler V. Schæffers ejendom i Jernbanegade 6, og i 1919 bestilte Schæffer en række pennetegninger med motiver fra Kolding, som blev udgivet af Kolding Turistforening med tekst af lokalhistorikeren P. Eliassen. Tegningerne blev også udgivet som postkort. Originaltegningerne findes i Museet på Koldinghus. Det i 1920erne og 1930erne landskendte Forlystelsesetablissement Palmehaven/Trocadero i Jernbanegade med Harald Nielsen som direktør, blev også udsmykket af Anton Schrøder efter flere rejser rundt i Europa for at finde de helt rigtige motiver. Samarbejdet førte til en enkelt større udsmykningsopgave uden for Kolding, idet Harald Nielsen bad ham udsmykke Hotel Hafnia i Vester Voldgade i København, som Harald Nielsen ejede fra 1940. Anton Schrøders ungdomsværker var ret stilfærdige og mørke i farveholdingen, men efterhånden foretrak han en lysere palet med stærke og klare farver og hans kunst blev i stigende grad præget af ekspressionismen. Hans billeder karakteriseres af store linjer og en fin lysvirkning. Kunstanmelderen Harald Schrøder skrev om ham i 1935: ”Han er stor – så meget større end han selv tror – at man har lyst til efter fattig, lokal evne at redde ham … Jeg siger: ”Ud af lemmen! Til Anton Schrøder. Ud på vidderne, bort fra andegården. Det er på tide. Et stort talent forpligter!” Men Anton Schrøder blev i Kolding. Anton Schrøder malede næsten udelukkende motiver fra Kolding og den nærmeste omegn i form af landskabsmalerier, portrætter og historiske malerier. Når han skulle male ude stod han meget tidligt op og drog af sted med sit staffeli på cyklen. Han var Koldingmaleren, som det bedre borgerskab henvendte sig til, når de skulle have lokale malerier. Selv foretræk han akvareller, men kunderne ville helst have malerier. Han lavede også tegninger til plakater, tryksager, bøger og kunstfærdigt udførte æresborgerbreve.På Koldinghus findes alle genrer repræsenteret. Anton Schrøder var meget optaget af Dronning Dorothea, som han både malede og lavede skulpturer af. De fleste af hans malerier findes stadig i koldingensiske hjem. I 2007 bad Kolding Stadsarkiv private om at sende et fotografi af deres maleri eller tegning af Anton Schrøder til arkivet, og det resulterede i en samling på mere end 100 værker. Mens han i de første mange år malede naturalistisk, eksperimenterede han i sine sidste år med det abstrakte. Anton Schrøder udstillede på Charlottenborg, i Kunsthallen i København, i Sverige samt på en række udstillinger i provinsen og især i Kolding. I 2009 havde Museet på Koldinghus en større særudstilling af hans malerier. På Kolding Rådhus findes portrætter af borgmester Knud Hansen og byrådssekretær Niels Jacobsen malet af Anton Schøder. De kan ses i foyeren på 1. sal. Anton Schrøder udsmykkede kantinen på Kolding Rådhus i 1937, men disse malerier findes ikke længere ligesom udsmykningen af Industriforeningens teatersal og havesal fra 1950-52 udført på initiativ af sølvsmed Karl Gustav Hansen heller ikke findes længere bortset fra nogle få malerier, der blev afleveret til Museet på Koldinghus. Anton Schrøder har desuden udført udsmykningsopgaver for en række skoler i Koldingområdet, her i samarbejde med Koldingarkitekten Sigurd Madsen, bl.a. på Sdr. Vang Skole i Kolding 1944, hvor udsmykningen stadig kan ses. Anton Schrøders største udsmykningsopgave var vægmalerierne til Kolding Højere Almenskole, nu Kolding Kommunes Social-orvaltning, Nicolai Plads 6. De blev bestilt af Kolding Kommune til Ernst Petersens udvidelse af gymnasiet, indviet i 1942, der faldt sammen med gymnasiets 400 års fødselsdag. Som en modvægt til den mørke besættelsestid malede Anton Schrøder lyse billeder af den danske ungdom på baggrund af Koldinglandskaber. Anton Schrøder var et års tid om at lave skitser og derefter kartontegninger i 1:1. Papiret blev derefter spændt op på væggen, og ved at prikke konturerne op med en nål, kunne han med sort pulver markere tegningen på væggen. Derefter malede han med farver på den rå kalk. Motivet på endevæggen forestiller Petersbjergårds marker med de to træbevoksede gravhøj fra yngre bronzealder ved Højegården. Ved træet sidder en gammel mand med en flok drenge, der lytter til hans fortælling. Motiverne på langvæggen er alle hentet fra Marielund. De symboliserer samtidig botanikken, zoologien, geografien, historien og sporten. Kunstværket stod færdigt i august 1943, men pga. tyskernes beslaglæggelse af gymnasiet, blev det straks dækket til for først at blive tilgængeligt for publikum efter krigen.

Sølvsmed Hans Hansen (1884-1940) blev født i Bogense i 1884. Han blev uddannet sølvsmed hos Carl M. Cohr's Sølvvarefabrik i Fredericia med svendebrev i 1902. Efter aftjent værnepligt startede han egen butik og værksted i Jernbanegade i Kolding, men da han selv endnu ikke var myndig blev næringsbrevet udstedt til hans mor Christiane. Hans Hansen var uddannet bestiksmed og skabte en lang række populære sølvbestik, der gik under fællesbetegnelsen "Arvesølv" med skiftende numre. 20 forskellige bestik blev det til. Fra 1930, da sønnen Karl Gustav Hansen begyndte i firmaet, tog man fat på korpussølv, dvs. kander fade og skåle, ligesom man hurtigt også begyndte at fremstille smykker. Hans Hansens Sølvsmedie A/S i Kolding var blandt landets allerbedste sølvsmedjer, indtil oliekriser og ændrede livsmønstre gjorde sølvvarer dyre og vanskelige at afsætte. Hans Hansens Sølvsmedie A/S lukkede i 1991 som en del af Georg Jensen Sølvsmedie i København.