Verner Høj Nielsen


Greve Folke Bernadottes Hvide Busser på Vitus Berings Plads, set fra nord.

Intro

Verner Høj Nielsen var modstandsmand og tilknyttet Danmarks Kommunistiske Parti. Han faldt i Danmarks Frihedskamp.

''Gravminde over Verner Høj Nielsen (1924-1946), Alfred Nielsen (1899-1940), Bertha Nielsen (1896-1975), Erik Høj Nielsen (1927-1980) og Rita Høj Nielsen (1919-2000), enke efter Verner Høj Nielsen.'' ''Verner Høj Nielsen'' deltog under 2. verdenskrig i uddelingen af illegale skrifter, såsom det kommunistiske folketingsmedlem Aksel Larsens åbne brev til regeringen og "Politiske Månedsbreve". Dertil udøvede han sabotage, blandt andet sammen med Steen Lykkeberg. De forsøgte sig med brandbomber på havnen og ved jernbanen, men uden de store resultater, da brandbomberne var ineffektive. På havnen var det brunkul, der skulle fragtes til Tyskland og bruges til fremstilling af syntetisk benzin, som de forsøgte at destruere. Det var i 1942. I 1944 blev Verner taget for omdelingen af illegale blade. En anden ung kommunist var blevet taget med kommunistisk propaganda i sin varetægt og ved forhøret fandt man ud af, at materialet kom fra Verner Høj Nielsen. Verner blev herefter taget af det danske politi med illegalt materiale på sig og taget ind til afhøring, men det lykkedes ham at flygte fra politigården. Han løb herefter hjem til Steen Lykkeberg, hvor muligheden for at få Verner ud af byen diskuteredes. Det var ikke lige til og derfor måtte Verner holde lav profil hjemme ved Lykkeberg indtil han kunne flygte fra byen. Han blev dog ikke på værelset som aftalt, men sneg sig flere gange ud for at møde en pige. Dette resulterede i at hans skjulested blev opdaget. Han blev arresteret den 28. august 1942. Da Verner kom for retten, tilstod han at have uddelt kommunistisk materiale og blev fængslet. Den 15. september blev han så idømt 4 måneders fængsel ved byretten i Horsens. Tiltalen lød i første omgang på fordelingen af kommunistisk propagandamateriale og køb af kommunistiske støttemærker, men ved optrevlingen af modstandsbevægelsen i Horsens blev Verner anholdt igen. Det var den 1. februar 1944. I slutningen af februar blev han overført til Horserød og derefter til fangelejren i Frøslev. I oktober 1944 blev han overført til den tyske koncentrationslejer Neuengamme, hvor han forblev indtil krigens afslutning. Verner Høj Nielsen kom hjem med De Hvide Busser i april 1945. Han døde desværre nogle måneder efter som følge af en tuberkulose, som han havde pådraget sig under opholdet i Tyskland. De Hvide Busser var hvidmalede rutebiler og busser, som hentede danske og norske fanger hjem fra tyske koncentrationslejre. Busserne blev blandt andet kaldt "Bernadottes Hvide Busser" fordi Grev Folke Bernadotte, i kraft af sin position som vicepræsident i Svensk Røde Kors, spillede en stor rolle i arbejdet med at få folk bragt hjem ved hjælp af disse busser.

''Verner Høj Nielsens'' gravsten er en tavle i sort granit med poleret forside. Inskriptionen er i svungen antikva med brede seriffer. Den er indhugget. ''Alfred, Bertha og Erik Høj Nielsens'' gravsten er en lav, bred stele med segmentbuet afslutning. Inskriptionen er i antikva med brede seriffer. Den er udelukkende i versaler, som er udformet i bronze og monteret på stenen. ''Rita Nielsens'' sten er en rektangulær tavle i sort granit med poleret overflade. Inskriptionen er i svungen antikva med brede seriffer. Den er indhugget og optrukket med hvid.

''Tekst'' [https://natmus.dk/historisk-viden/danmark/besaettelsestiden-1940-1945/de-hvide-busser/ Nationalmuseet: Hvad er De Hvide Busser?]Rav, Martin (red.):''' Danmarks Frihedskamp. København''', hæfte 15. Rimestad, Christian: '''Horsens går til modstand – Modstandskampen i Horsens 1940-1945. '''Bind 1: april 1940 – foråret 1944, s. 15, 24-25, 26-28. Horsens 1998. Rimestad, Christian: '''Horsens går til modstand – Modstandskampen i Horsens 1940-1945'''. Bind 2: foråret 1944 – december 1944, s. 7, 9, 19, 153. Horsens 1999. ''Billeder'' Byarkivet Horsens